Spørgsmål og svar om “Go Pink”
Kampagnen Go Pink som blev afviklet i efteråret 2009 har fået en del omtale i den lokale presse. Her kan du læse om baggrunden, formålet og resultaterne af kampagnerne.
Hvad gik Go Pink kampagnen ud på?
Det var en kampagne, som satte fokus på alle de sjove og legende aktiviteter i Odense, man kunne opleve i efterårsferien i 2009 og ugerne efter: Åbningen af Europas største voliere i Odense Zoo, legefestivaler under temaet Odense Leger og meget mere skulle vise, at Odenses vision ”at lege er at leve” er alvorligt ment – men også til for at gøre det skæggere og festligere at besøge Odense.
Hvad er formålet med Go Pink?
At sætte fokus på Odenses mange oplevelser, begivenheder og attraktioner i efterårsferien og ugerne efter og nå ud med det budskab til hele Region Syddanmark og Vestsjælland som oplagt turist- og besøgsopland for Odense. Derudover blev Go Pink kampagnen også Odense synlig nationalt og internationalt via VisitDenmarks efterårskampagne.
Hvorfor hedder kampagnen GO PINK?
Fordi det handler om at komme ud og opleve Odense. Byens eventkalender hedder ”GO Odense”, og farven ”pink” skaber genkendelighed på tværs af de mange aktiviteter – og så signalerer den energi, dynamik, kreativitet og leg, som netop er centrale værdier i kampagnen.
Hvad er idéen med en pink hat?
Den pink digterhat tager H.C. Andersen-temaet op på en sjov måde, og med et glimt i øjet skaber den sammenhæng mellem byens historie og det moderne, legende Odense, som kampagnen skal profilere og gøre synlig. Den pink digterhat fungerer som en slags maskot for kampagnen, der skal lede opmærksomheden hen på de mange oplevelser i Odense – især de oplevelser, som er henvendt til børn.
Hvor bliver Go Pink-kampagnen synlig?
Kampagnen blev regionalt og landsdækkende koordineret sammen med VisitDenmarks efterårskampagne. Ligesom den også omtales i de udenlandske nyhedsbreve i de enkelte VisitDenmark-kontorer i hele verden. Mediemæssigt vil den være særdeles synlig i hele Region Syddanmark samt i vestsjællandske medier. Desuden anvendes adskillige online-platforme til at sprede det glade budskab, og endelig bliver kampagnen synlig ved de mange events – og ikke mindst i vores pink Playroom i Vestergade i uge 42-44.
Hvor meget koster GO PINK?
Kampagnebudgettet er på 1,6 mio. kr., hvoraf byens erhvervsliv og attraktioner stiller med knap halvdelen. Derudover kommer mange andre bidrag i form af præmier og ressourcer, som velvilligt stilles til rådighed – lån af lokaler, bidrag til aktiviteter osv. I alt har det en værdi på ca. kr. 300.000.
Hvad er værdien af Go Pink kampagnen?
Værdien af kampagnen er dels en styrket profil i region Syddanmark som attraktiv oplevelses- og shoppingby, hvilket adskillige undersøgelser har vist et behov og et potentiale for. Samtidig har kampagnen været med til at opbygge et nyt samarbejde på tværs af kommune, detailhandel, store virksomheder og kulturaktører, som er banebrydende og som med sikkerhed vil få positiv afsmitning på byens udvikling.
Mht. fundraising af eksterne midler er vi kommet rigtigt langt. Det er første skud på stammen, og oprindelig var der ingen, der turde tro på, at vi kunne få ekstern medfinansering på den første kampagne, før det var klart, hvad der kom ud af det. Så vi er allerede rigtig langt, men det er klart, at næste gang skal medfinansieringen være højere endnu. Ellers vil det slet ikke være muligt at opretholde det høje ambitionsniveau.
Har Go Pink kampagnen nået sine mål?
Ifølge en undersøgelse af kampagnen har:
- 62 % i hele Region Syddanmark bemærket kampagnen (76 % i Odense).
- 43 % har fanget, at det er Odense, som står bag kampagnen (61 % i Odense).
- 27 % af odenseanerne og 20 % i hele Region Syddanmark har deltaget i mindst et arrangement under Go Pink-kampagnen.
- Go Pink har fået 58 omtaler, hvoraf de 51 er positive. Målsætningen var 20 omtaler.
- www.visitodense.com har fået 21.782 besøg i perioden 1. – 31.10, dvs. kampagneperioden, mod 12.434 i samme periode 2008.