Spørgsmål og svar om “at lege er at leve”
Vil du vide mere om baggrunden og formålet med Odenses brandingprojekt, så er her en oversigt, der giver svar på de mest presserende spørgsmål.
Hvad er ”at lege er at leve”?
Det er overskriften på Odenses vision, som sætter fokus på leg, kreativitet og innovation som midler til en bæredygtig udvikling af byen. Visionen sætter kursen for den langsigtede udvikling af Odense, som skal gøre byen mere attraktiv for borgere – både børn, unge og voksne at bo, studere i og besøge, ligesom det skal være tillokkende at opstarte og udvikle virksomheder og arbejdspladser i byen.
Hvorfor hedder det “at lege er at leve”?
Temaet om leg opstod i forbindelse med Odense Kommunes erhvervs- og vækstpolitik fra 2007. Her var der fire indsatsområder, og ét af dem var “leg og læring”. Hele processen omkring erhvervs- og vækstpolitikken tog udgangspunkt i lokale interessenter (erhvervsfolk, kulturfolk, ildsjæle mm.), som blev inddraget i at formulere målsætningerne. På baggrund af erhvervs- og vækstpolitikken blev Udviklingsforum Odense etableret i efteråret 2007. Her blev der arbejdet videre med leg og læring – bl.a. i udviklingsprojektet “Let’s Play” som har til formål at styrke lokale virksomheders kreative og innovative kompetencer.
Odense Byråd vedtog i 2008 visionen “at lege er at leve”. Her er leg, læring og innovation temaer, som har klangbund i Odense, men som der samtidig skal arbejdes endnu mere med at styrke. Selve overskriften ”at lege er at leve” er en omskrivning af H.C. Andersens ”bon mot” ”at rejse er at leve”. På den måde knytter visionen tråde mellem Odenses fortid, nutid og fremtid, hvor leg, kreativitet og innovation er centrale værdier for Odenses udvikling.
Hvad er forholdet mellem “at lege er at leve” og “Go Pink”?
“At lege er at leve” er den overordnede vision for Odense. Go Pink var en indsats under “At lege er at leve”-visionen – nemlig en markedsføringskampagne i efteråret 2009, som handlede om de oplevelser og tilbud Odense kunne byde på i efteråret. “Go Pink” tog afsæt i de værdier om leg og livskvalitet, som “At lege er at leve”-visionen står for.
Hvordan kan man markedsføre sig til en bedre profil?
Det er ikke nok at bruge markedsføringsværktøjet. Derfor er der også sat mange nye og nytænkende initiativer i gang, som skal stimulere væksten i erhvervslivet, øge bosætningen og styrke kulturlivet i byen.
Men markedsføring – og branding – er et vigtigt element i at få gjort byens eksisterende og kommende kvaliteter og muligheder synlige – både over for eksisterende og potentielle borgere og virksomheder. Det kan dels øge opmærksomheden og interessen for, hvad der sker i Odense, dels være med til at skabe en stærkere fælles forståelse for byens identitet og profil blandt borgerne.
Hvordan kan ”at lege er at leve” bidrage til at profilere Odense?
“At lege er at leve” har vist sig at have en enorm gennemslagskraft. Over 90 % af Odenses borgere kender til det, og flertallet bakker op om det ifølge en undersøgelse fra juni 2009. ”At lege er at leve” er en overskrift – eller et slogan – som sætter fokus på nogle værdier – leg, livskvalitet og bæredygtighed – der er centrale i udviklingen af Odense. Selve sloganet har til formål at skabe opmærksomhed om disse værdier, men det er klart, at der skal handling bag ordene, hvis det skal opnå troværdighed.
Hvorfor skal vi lege i Odense?
”At lege er at leve” har flere betydninger. For det første skal Odense være et godt sted at bo, hvor rammerne er trygge og giver plads til udfoldelse og leg – ikke mindst for børnefamilier, som vigtige for byens udvikling. For det andet er ”At lege er at leve” en metafor for nytænkning og kreativitet – for netop gennem legen er man udforskende og åben over for nye løsninger og muligheder – hvad end det gælder innovation i erhvervslivet, nye kunstneriske udtryksformer i kunsten eller smartere måder at løse opgaverne på i pleje- og omsorgsarbejdet. For det tredje er ”At lege er at leve” med til at bringe Odenses profil som H.C. Andersens fødeby i spil på en sjov og anderledes måde, der hænger sammen med det moderne hverdagsliv i Odense.
Hvad skal vi lege?
Det er jo helt op til jer, hvad I har lyst til. Men Odense giver nogle muligheder og rammer for leg, som kalder på at blive anvendt. Hvad end det er byens over 150 offentligt tilgængelige legepladser, der trækker, eller det er byens varierede udbud af kultur, hvor der i disse år er særlig fokus på byens vækstlag indenfor musik og teater. Det kunne også være det meget forgrenede og åbne foreningsliv med alt fra børnecirkus til havkajak i Odense Fjord. Endelig skal ”at lege er at leve” ses som en vision, hvor legen og udfoldelsen skal have endnu bedre betingelser i næstkommende år.
Hvad gør Odense for at gøre ”At lege er at leve” synlig?
Der er etableret en ny afdeling i Odense Kommune – Udvikling Odense – der arbejder med erhverv, turisme, events og markedsføring. At lege er at leve-indsatsen er forankret i denne afdeling. At lege er at leve-indsatsen støtter og står bag en række tiltag og arrangementer, hvor visionen bliver gjort konkret og synlig.