Gamle lege, ridning og jazz for både børn og voksne
Så skal der leges i Davinde igen. Lørdag d. 13. juni fra kl.12-16 vil der være legende aktiviteter på sportspladsen ved Davinde Forsamlingshus for både børn og voksne. Blandt andet vil tre instruktører fra Gerlev Legepark instruere gamle danske lege. Ridning, ansigtsmaling, ballondyr og jazz-musik er også på programmet.
Masser af liv i Davinde
Igennem et år har Davinde syd for Odense haft fuld gang i legen med masser af spændende arrangementer for børn og deres forældre; musik, dans og friluftsliv. Projektet fik sidste år tildelt støttemidler på næsten 100.000 kr. fra Landdistriktspuljen og Odense Kommunes Forstadspulje. Der er god tilslutning til arrangementerne både fra de lokale og fra børn og voksne fra andre dele af Odense.
Store Legedag
Som en foreløbig afslutning på projektet inviterer Davinde Beboerforening til en herlig dag for hele familien – både for folk med og uden børn. Fra kl.12 er der mulighed for at få en tur på hesteryg, blive malet i ansigtet, få et flot ballondyr og spise frokost på plænen. Tag madkurven med eller køb en pølse i vores pølsevogn. Fra kl.13-15 sætter de professionelle lege-instruktører fra Gerlev Legepark gang i fælles lege. Der vil være lege for folk i alle aldre. Dagen afsluttes med dejlig New Orleans Jazz. Eftermiddagskaffe og kage kan købes. Deltagelse i arrangementet er gratis.
Flere arrangementer i vente
Legedagene fortsætter efter sommerferien med danseworkshop, musikalsk legestue og naturaktiviteter. Følg med i Davindes aktiviteter for børn ved at tilmelde dig nyhedsbrevet – skriv til legedage@gmail.com.
Mere info
For yderligere information om Store Legedag kontakt Maren Hallberg Larsen fra Davinde Børnekulturudvalg på tlf. 26189202 eller mail maren@svobsk.dk. Billederne nedenfor er fotos af Gerlev Legeparks forskellige lege.
