Uddannelse
Legebørn er kloge børn
Robotter og legoklodser. Det er almindelige ingredienser i en skoledag i Odense. Her bliver der leget både i klasseværelset og i skolegården. For leg og læring er to sider af samme sag. Og hvis man ikke har det sjovt, hvor meget lærer man så?
Lego på skemaet
Legoklodser er legetøj, som alle børn kender. Men klodserne har også et stort potentiale i undervisningen. På Odenses skoler indgår legouniverset fast i matematik og naturvidenskab, og man samarbejder med Lego om at udvikle nye måder at bruge klodserne på. På Tingkærskolen har eleverne bygget fremtidens skole i Lego, og der er flere nytænkende projekter på vej. Facit er, at man godt kan lege sig klogere.
Robotter på legepladsen
På Robotlegepladsen ved Rosengårdskolen er den nyeste teknologi rykket ud af klasseværelset og ind i legeredskaberne. De computerstyrede redskaber giver børnene opgaver og udfordringer, der kræver både fysisk aktivitet og snilde. Legepladsen er udviklet i samarbejde med robotforskerne på SDU og giver børnene et levende indblik i nogle af robotteknologiens mange muligheder.