Så lykkedes det langt om længe: Stella Polaris kommer til Odense! En masse rigtig gode kræfter i Odense, – Kultur, Kongens Have Udvalget, EventHouse, Odense Musikudvalg, Kommunikation og Posten er gået sammen og har fået enderne til at nå sammen.
Således er det med stor glæde, at vi kan annoncere, at Stella Polaris d.31.juli fra kl.12.00-21.00 vil kunne opleves i Kongens Have.
Stella Polaris blev introduceret i Århus i 1997 og afholdes hvert år første weekend i august, i Vennelyst Parken, Århus. I 2002 afvikledes Stella Polaris for første gang i København i Frederiksberg Have og har siden 2004 været afholdt i en af Københavns smukkeste parker Østre Anlæg.
Stella Polaris’ musikalske idégrundlag bygger på chill-out/ambient musik, der er elektronisk musik med vægt på lydflader. De fleste andre genrer i det elektroniske musikbælte lægger vægt på det rytmiske element, men i chill-out/ambient er det rytmiske element sekundært. Derfor egner netop denne genre sig fint til udendørs arrangementer, da musikken næsten falder i et med den omkringliggende natur – man blander stemningsfyldt elektronisk musik med komfortable grønne omgivelser og et strejf af solskin = Stella Polaris.
Arrangementet er gratis, og det henvender sig til alle i aldersgruppen 0-90 år.
Så tag tæpper, klapstole eller en ven under armen og kom og få en superhyggelig dag i Haven.
Der vil være mulighed for at købe mad og drikkevarer, ligesom der vil være opstillet en del ligge- og sækkestole til fri afbenyttelse.
Der vil blive afterparty på Posten, hvor chill-out’en skiftes ud med up-tempo rytmer. Alle navne til Stella Polaris og Posten vil snarest blive offentliggjort.
Der kan dog løbende findes information på Facebookgruppen:
”Stella Polaris i Odense” og på www.stella-polaris.dk .
For yderligere information:
Thomas de Mik
2238 1363
thomas@postenlive.dk